Job i Finansforbundet
Er du på udkig efter nyt job og nye udfordringer? Søg en af vores ledige stillinger.
Vi er lidt over 140 ansatte i Finansforbundets sekretariat. Vi søger jævnligt nye kolleger, der kan hjælpe os med at løfte opgaverne.
Ledige stillinger
Studerende med interesse for digital og skriftlig kommunikation
Om os:
Drømmer du om et studiejob i krydsfeltet mellem politik og kommunikation, så er det måske dig, vi skal have med på holdet i Finansforbundets afdeling for Politik og Forhandling.
Vores primære opgave er at servicere Finansforbundets formandskab, lokale kredse og tillidsvalgte inden for områder som overenskomster, beskæftigelse, uddannelse, erhverv, arbejdsmiljø samt national og international regulering af den finansielle sektor.
Om jobbet:
Du bliver ansat i afdelingen Politik og Forhandling (POF), der består af 14 medarbejdere.
Det allervigtigste er, at du har sans for kommunikation, har analytiske evner og er nysgerrig på nye ideer – samt er indstillet på at arbejde selvstændigt og på tværs af afdelingen. Da jobbet kræver en vis selvstændighed, forestiller vi os, at du er godt i gang med dit studie.
Dine opgaver vil spænde bredt og være meget varierende. Som eksempler kan nævnes:
- Skrive, læse korrektur og foretage research til understøttelse af afdelingens arbejde.
- Deltage i gennemførelse af medlemsundersøgelser – fra design til kørsel af data (SurveyXact og Excel).
- Grafisk opsætning af oplæg og præsentationer i PowerPoint, samt grafisk/visuel formidling af egne analyser i afdelingen til internt såvel som eksternt brug.
- Vedligeholdelse, men også udvikling af website (Umbraco). Du kan se ’vores’ del af hjemmesiden her: Viden i perspektiv (finansforbundet.dk). Hertil kommer produktion af artikler.
- Visualisere data og viden i vores ”Tal og Analyser” via visualiseringsprogrammet Flourish.
- Bistand til afholdelse af webinarer
- Understøtte kollegaerne i forskellige ad-hoc opgaver.
Du behøver ikke at have forhåndskendskab til programmer som Flourish, Umbraco, Adobe-pakken eller SurveyXact, men du skal være frisk på at lære at bruge dem.
Vi tilbyder:
- At være en del af en politisk organisation.
- Stor selvbestemmelse og mulighed for selv at præge jobindhold.
- Et fællesskab med resten af husets studentermedhjælpere.
- En masse erfaring og kvalifikationer til CV’et.
Du ansættes i Finansforbundet på Applebys Plads 5, København K, hvor vi plejer at holde til i lyse, åbne kontorer med udsigt til Christianshavns Kanal, fantastisk forplejning og mange sociale tilbud fra yoga, kajakker til en fyraftenstur, kunstforening og fredagsbar. Grundet ombygning arbejder vi pt. i Havnegade 39., men vi rykker tilbage Applebys Plads en gang i efteråret 2025.
Jobbet er max 15 timers arbejde om ugen, som bliver planlagt fleksibelt alt efter hvad du, og vi har brug for. Vi tager også hensyn til skiftende undervisningstimer og eksamensperioder.
Ansøgningsfristen er 24. august. Samtaler finder sted fredag d. 29. august.
Ansøg nu
Kort om os
I Finansforbundet tror vi på fællesskabet. Vi sætter medlemmerne i centrum og varetager deres interesser ved at samarbejde med andre. Vores formål er at udvikle det finansielle område, så det tjener mennesket – ikke omvendt.
Vi er omkring 140 medarbejdere i forbundets sekretariat, der alle har fokus på at give vores mere end 59.000 medlemmer professionel sparring, rådgivning og uddannelse, så de selv kan skabe et godt og udviklende arbejdsliv.
Nyt Finansjob?
Finansforbundets jobportal er for dig, der søger job inden for det finansielle område. Opret en jobagent og få besked, når et nyt job matcher dig profil.
Se jobs og opret jobagent
Kontakt os
32 96 46 00Vi har åbent mandag til torsdag fra 8.30-16.00 og fredag fra 8.30-15.00.
Du kan også skrive til os på post@finansforbundet.dk